From: Mathias Xxxxxxx [mailto:xxxxxxxxxx@xxxxxxxx.com]

Sent: 7. maj 2003 21:57

To: xxxxxxxxxxx@xxxxxxxx.com

Subject: [danishmilitia] Jeg sgu vundet billet til et af Fillmore showene!

Jeg har vundet 2 billetter, og er der nogen der vil med til San Francisco om 2 uger?

- Mathias

For man skulle da ha’ mere end almindelig bøvl med apparaturet, hvis man som fan ville takke nej til et tilbud om at komme til gratis intim-koncert med gutterne i
 

Så vi løb. Med det ene ben på nakken og det andet langt foran. ”Det kunne lige passe”, tænkte jeg. ”Vi er ikke engang nået ud af landet endnu og allerede er vi ved at fucke hele turen”. Stormende ankom vi til gaten, lavede det hurtigste check-in nogensinde, fik enkelte dumsmarte bemærkninger med på vejen og løb ombord i flyet. Få minutter efter lettede vi. Phew!!

Nu var det bare med at tage for sig. Vi fløj med SAS, så det var den rene luksus. Alt hvad man ville ha’ at drikke eller spise var ganske gratis, en plaïd og en pude til dem der ville sove, en pakke med ørepropper, tandbørste, tandpasta og selv et øjendække til dem der ville sove, mens der stadig var lyst. Mens min rejsekammerat gjorde brug af det sidstnævnte, begyndte jeg at sætte mig ind i flyets underholdningssystem. Dette bestod af en del musikkanaler, et interaktivt billede af flyets flyrute samt diverse filmkanaler. Jeg gjorde flittigt brug af det sidste :) . Vi var desværre blevet placeret i en midtersektion, hvilket gjorde det så godt som umuligt at se, hvad der foregik udenfor. Derfor endte det i sidste ende med, at jeg også faldt i søvn.

Ca. 1½ time før ankomst til Washington blev hele flyet vækket, og der blev serveret morgenmad, hvilket var rart oven på den omgang halvdårlige søvn, man kan håbe at opnå under en flyvning. En god times tid senere var vi under indflyvning til Dulles Airport.

Vel ankomne til Dulles og med en god portion jetlag i knolden, tror vi at vi bare skal ind og tjekke vores bagage igennem tolden. Her støder vi på de amerikanske pencil-pushers. Grundet omstændighederne omkring 11. september er indrejsetilladelsen for alle udenlandske personer skærpet i sådan et omfang, at vi må stå i kø i 1½ time blot for at fortælle myndighederne, at vi hverken har gylle, halm, grisetæer, jord eller andre ting med fra vores hjemland. En oplevelse, men dog ikke én jeg havde satset på skulle være min første, når jeg ankom. Igennem slap vi dog, også efter at vi fortalte den venlige inspektør, hvad vi var kommet herover for. ”A Metallica concert??”, studsede han. ”I thought you we’re going to listen to some real music!”.

Efter at have sendt denne inspektør et venligt overbærende smil, skyndte vi os videre. Toldchecket viste sig at være det nemmeste i denne verden, til trods for at vi måtte hitte vores egen bagage blandt en masse andres, som stod hulter til bulter i ankomsthallen.

Efter transporten til vores gate via smarte ”gate shuttles” fik jeg lejlighed til at tage mit første billede.
 

Så vi måtte væbne os med tålmodighed og vente på flyet fra Chicago og håbe det bedste. Tiden blev brugt til at læse de medbragte tourguides. De to timer slæbte sig ubønhørligt afsted, men langt om længe oprandt tiden, og vi kunne få vores bagage. Næste punkt på dagsordenen var at finde en airport shuttle-bus. Men efter lang tids venten besluttede vi os for at splejse til en taxa sammen med en venlig amerikaner.

Langt om længe var vi nu nået til vores hostel, og heldigvis var der stadig folk oppe. Vi blev checket ind, men de reservationer vi havde lavet hjemmefra kunne lige så godt ha’ været sparet. Det viste sig, at vi slet ikke havde nogen reservationer overhovedet. Hostellet var bare blevet varskoet om, at der kom 2 personer, men intet om i hvor lang tid vi skulle være der, eller hvor mange senge vi skulle bruge. På dette tidspunkt syntes jeg, at det var på tide at få en mindre hovedpine. Vi var dog heldige. De havde plads, men først efter at have spurgt os, om vi havde noget i mod at dele en seng! Jeg fik pænt forklaret ham at ”I don’t swing that way”, hvorefter han fandt to separate senge. Bagagen blev efterfølgende slæbt ind og min hovedpine gik over. Phew! Ankommet!

Da vi havde fået skiftet tøj, slappet lidt af, og konstateret, at det faktisk var mandag aften, foreslog min rejsekammerat Mathias, at vi skulle kigge ned på Tommy’s Joynt for at se, om vi kunne fange nogle fans fra aftenens koncert.

Grunden til at det skulle være Tommy’s Joynt er, at den er en del af Metallica’s historie. Det er her, hvor de i sin tid fortalte deres tidligere bassist Jason Newsted, om at han havde fået jobbet i Metallica. Historien går på at Lars (trommer) og James (vokal, guitar) havde inviteret Jason med ned for at drikke og spise. På et tidspunkt går begge d’herrer på toilettet og ude ved pissoiret beslutter de sig for, at de skal gå ind og fortælle ham det. Da Jason får at vide, at han har fået jobbet, bliver han lettere kulret og skriger og råber og hopper rundt. Resten er historie.

Jeg var knap så varm på idéen og ville egentlig helst se om jeg ikke kunne få noget søvn, for jeg var mildest talt træt af denne dag. Men Mathias insisterede, og jeg indvilligede til sidst. Det endte med at blive en længere tur både pga. dårlig kortlæsning og en noget forkvaklet opfattelse af, hvor lange gaderne i San Francisco var. Men efter bl.a. at have spurgt en dranker samt en hotelportier om vej, ankom vi til Tommy’s Joynt. Derinde fandt vi, ikke just til vores overraskelse, en lille skare af fans, der lige var ankommet fra koncerten. Mens jeg bestilte en øl til mig selv (Mathias måtte ikke få, han var ikke gammel nok :)) beskrev de med malende ord, hvordan koncerten havde været, og jeg blev mildest talt hooked på vores koncert, som lå om onsdagen. Da Mathias øjensynligt kedede sig (bare fordi han ikke måtte drikke), besluttede vi os for at skride derfra igen.

Udenfor stod vi så og vendte og drejede situationen lidt. Jeg ville egentlig bare gerne hjem til hostellet, men igen insisterede Mathias på at tage videre ned til spillestedet The Fillmore, for at hænge ud og se hvad der skete. Jeg gik med til det, også for at konstatere hvor stedet lå, så det let kunne findes igen om onsdagen. Som sagt, så gjort.

Da vi fandt stedet, fandt vi også en skare af fans, der stod ved det, der åbenbart var bagdøren. Vi besluttede os for at hænge ud. Under lidt smalltalk med nogle andre fans dukkede James pludselig op på vej ud til sin vogn. Han blev selvfølgelig ”overfaldet” af samtlige fans, der ville ha’ hans autograf og snakke med ham. Jeg stod sådan lidt og måbede og må ha’ lignet en evnesvag tallerkenneger, før end jeg fik mig taget sammen til at gribe efter pennen og noget at signere. Uheldigvis var James i mellemtiden blevet færdig og havde sat sig ind i bilen og kørt af sted. Jeg stod og bandede indvendigt. Af alle tidspunkter man skulle være parat på, og så var man det ikke. Heldigt for Mathias, fik han sagt noget til James. Noget i retning af, ”We came all the way from Denmark”. Hvortil James smilende havde svaret ”That’s a long drive, man”.

Men vi blev hængende. Ifølge de andre fans var det kun Kirk, der indtil videre var kommet, og så nu James. Og efter ganske kort tid kom den nye bassist Rob, og signerede alt hvad folk stak i hånden på ham. Denne gang var jeg parat. Armeret med en pen og et sammenfoldet kort over byen holdte jeg mig til. Og fik dermed signeret mit kort over San Francisco. Lidt kitschet, men hva’.

Herefter kom turen så til Lars, som i lang tid lod vente på sig. Da han endelig kom, var der rift om ham. Han er åbenbart meget afholdt blandt amerikanerne. Vi havde dog en edge, som ingen af de andre havde: det danske sprog! Så da han kom tæt nok på, råbte vi efter ham på dansk. ”Lars, for helvede, kom lige herover” og lign.

Det kan nok være det satte et gib i manden. Han slentrede over til os og spurgte til, om vi havde nydt koncerten. Vi måtte så fortælle ham, at vi først havde billetter til på onsdag, men at vi glædede os helt vildt. Vi snakkede så ganske kort om løst og fast, fik taget billeder (via venligst udlånt engangskamera –Thnx, Kat!) og jeg fik endda signeret mit famøse kort. Mens jeg stod og udvekslede adresser med Kat, var Mathias åbenbart gået hen og snakke med Lars igen. Hvilket resulterede i, at jeg blev kaldt hen, og vi blev begge på Lars’ foranledning bedt om at afgive vores navne og medlemsnumre. Så der stod jeg og afgav mit navn og fanklub-nummer på en lap papir lagt på taget af Lars’ limo. Der var ikke så meget at fatte. Det skulle bare gøres! Seddelen gav vi så til Lars’ personlige assistent, Steven Vig, som ville sørge for V.I.P.-pas til os begge efter onsdagens koncert! Og med det kørte manden af sted i sin stretched-limo.

Denne oplevelse ALENE var nok til, at jeg nu var i den syvende metalhimmel, men så også at vide, at man skulle hilse på dem igen efter en koncert i en væsentlig mere intim atmosfære, end det just skete. Der er ét ord der rammer det perfekt. MINDBLOWING!

Efter denne noget surrealistiske afslutning på en ellers begivenhedsrig og mentalt trættende dag, begav vi os den seje vej tilbage til hostellet, vel vidende at søvn denne nat ville være utopisk.

Fortsættelse følger. Watch this space.